F.eks. Qui Anxiongs (邱黯雄, f. 1972) installation med en togvogn, og billeder og lyd, der kører uendeligt. Installationen går under navnet "At stirre i glemslen". Se Quis udstilling i Arken. Når man træder ind i togvognen mødes man med en masse forværret lyde af messende munke, metallisk hamren. Der er en mørke, dystrehed, der understreges af de sort og hvide film og skygger, der giver os et flygtigt indtryk af Kina. Idet man går ned ad den smalle midtergang, bestemmer vi, hvor hurtigt billederne skal flikke forbi os, eller om vi skal tage plads. Der er måske over 2 meter til loftet i togvognen, og man undrer sig over om togvogne i Kina virkelige er så høje? Eller er det en del af installationen, for der er bestemt højere op til loftet end i en dansk togvogn. Stemningen bliver klaustrofobisk, omklamrende og monotont. Det er dejligt at træde ud af togvognen, stige ned og beøre museets stilhed og harmoni. 

 

Arken rummer også udstillingstemaet Kinamani. Se billeder fra Arkens Kinamani. Det er en ironi i kalde udstillingen for Kinamani. Kinesisk sprog, kultur, samfund har undergået en forvandling fra ikke synderlig interessant til højst interessant og hot emne. Arken har også taget China Mania til sig. Det er som guldfeberen i Alaska i det 18. århundrede. Alt guldt er godt. Alt kinesisk er godt. Kinamani er en repræsentation af flere kinesiske kunstners værker. Mest spetakulær er værket af Yue Minjun (岳敏君 født 1962) kaldet ”Udenfor og på scenen, 2009”. Tre kinesere afbildet som om, deres hud var skrællet af. Den føste holder sig for øjene, den anden holder sig på panden, og den tredje har svunget armene over hovedet. Det ligner de tre aber med “see no evil, hear no evil, speak no evil”, dog er armene ikke positioneret på samme måde, som man typisk kender dem fra de tre aber. De griner stort. Først bliver man glad, når man ser værket, men ved nærmere kig, ser man at de tre kinesere ikke er glade, men snarere nærmer sig det gale. Kan deres stillinger signalerer afmagt? Griner de så meget, at de snarere er frustreret? Holder kineseren sig på hovedet, fordi et andet er for meget og overstiger hans sunde fornuft? Guiden fortalte at værket bl.a. indgår i en opgave for børn på besøg på museet. I opgaven bliver børnene bedt om at beskrive, hvad den sidste kineser i rækken vil gøre med sine hænder. Det slår mig, at det ikke handler om den sidste person, men om den fjerde person, man ikke kan se i værket. Er det i virkeligheden os - publikum –som er den 4. person, og forventes det, at vi afslutter handlingen? De tre kinesere er vel tre forskellige personer eller skal de forestille at være den samme? Der er mange ubesvaret spørgsmål. Værket er færdigt og penslerne er for længst tørret ind. Værket er pakket og sendt til udstilling i Danmark, men det virker uafsluttet.  

 

---

Anmeldelsen er baseret på skribentens egne indtryk og oplevelser af udstillingen en regnvejrsdag kl. 19.30.  Pga. copyright kan vi ikke vise billeder af kunstnerne på Dragens Efterkommere, men derimod henviser vi til links til Arkens website, hvor man kan se billederne.

---